Børnefavorit: Kylling i karry

Therese fra bloggen HappyHousewife har tilpasset den klassiske opskrift på kylling i karry, så den kan spises af hele familien. Den er en anelse mildere og bestemt et hit hjemme hos hende. Selve processen er også forsimplet en smule, hvilket er guld værd, når det skal gå hurtigt.

Dette skal du bruge
(til 4 pers: 2 voksne og 2 børn)

2 stk store kyllingebryst (eller tilsvarende mængde kød fra en hel kylling)
2 spsk. olie
1 hakket løg
1-2 fed finthakket hvidløg
1 spsk. karry
1 tsk. gurkemeje
1 tsk. spidskommen
1/2 tsk. kardemomme
1/2 tsk. koriander
2 dl. kogevand fra gryden med kogt kylling
2-5 dl. madfløde (alt efter hvor mild du vil have saucen – bare husk på, at jo mere væske der kommer i, jo mere “tyndflydende” vil saucen blive. Her bruger vi 3-3,5 dl)

Tilbehør
Ris, æble, banan, rosiner, kokosmel, nanbrød og mango-chutney

Man kan naturligvis vælge det tilbehør man gerne vil – fx. mango, ananas, peanuts eller cashewnødder, men det er den ovenstående kombi som bliver brugt her.

Fremgangsmåde

  1. Start med at koge kylling og ris (da tilberedningstiden varierer alt efter hvilke ris du bruger, kan det være en god idé at starte med at få det gjort). Kyllingen skal koges i rigeligt vand og lidt salt, som du koger op inden du lægger kyllingebrysterne i. De skal derefter koge på medium-høj varme i 15-20 min.
  2. Kom olie, løg, hvidløg og krydderierne i gryden inden du tænder for varmen. Således undgår du, at løget mere eller mindre bliver sort inden du er færdig med at komme alt krydderi i gryden.
  3. Når løget er stegt blankt tilsætter du de 2 dl vand fra gryden med kylling, samt den ønskede mængde fløde og giver det hele et hurtigt opkog inden du skruer ned for varmen.
  4. Når kyllingen er færdigkogt tager du kødet op af vandet og skærer det i tern eller skiver. Kom så kødet ned i karrysaucen og lad det blot koge videre på svag varme indtil det er spisetid.

Velbekomme!

Skriv et svar